I 2008 tog jeg en meget svær beslutning. Jeg ville ikke længere være rytter. Faktisk ville jeg slet ikke noget med heste. Da jeg var yngre kunne jeg overhovedet ikke forestille mig et liv uden heste, og i 2008 var det faktisk heller ikke nemt. Jeg havde kæmpet med en del i noget tid. Og vi skal et godt stykke tilbage for at finde starten på mit break-up med ridningen. Jeg har valgt at dele denne fortælling op i 2 dele, da det blev helt vildt langt.
Når drømmehesten ikke er med på dine drømme
I 2007 kommer jeg endelig i gang med at springe igen. Jeg var lykkelig! Vi begynder at ride stævner igen og det er fantastisk! Lige indtil Lucretia begynder at stoppe. Uanset hvad jeg gør, så vil hun bare ikke springe! Og hun begynder at stoppe op langt fra springet, meget tydeligt utilpas. Samtidig begynder hun at få huller inde i munden. Først antager vi at hun blot er enormt sart, men selvom hun ikke bliver redet får hun stadig huller.
Lucretia bliver i efteråret 2007 undersøgt og der bliver taget flere røntgen billeder. De finder ingenting og diagnosen bliver “dårlig kommunikation mellem rytter og hest”. En absolut nedslående besked at få. Jeg forsøger igen efter en længere periode hvor hun har haft fri. Vi får god undervisning og alt er som det skal være. Men så snart springene begynder at komme op i højde, så begynder Lucretia at stoppe igen!
Altid følg din mavefornemmelse!
Til mit held følger min mor hendes mavefornemmelse. Vi får derfor en anden dyrlæge til at gennemsøge Lucretia. Han finder en skade øverst i nakken (en nydannelse), som giver konstante smerter. Også når hun ikke bliver redet. Dette er også grunden til, at Lucretia har haft huller i munden, selvom hun har haft fri. Hun har simpelthen bidt sig selv på grund af spændinger. Under ridning er det selvfølgelig blevet forværret.
Skaden er med stor sandsynlighed opstået fordi hun har banket nakken op i noget hårdt. Og det var højst sandsynligt i forbindelse med et uheld i en trailer i 2006, hvor Lucretia hopper over bommen. Selve episoden var ganske udramatisk, og Lucretia havde efterfølgende ingen skader i ryg eller ben. Vi tænkte dengang ikke over at tjekke hende i nakken.
Vores dyrlæge vælger at forsøge sig med en operation, for at se om problemet kan løses. Desværre måtte vi efter forsøgt genoptræning, erkende at Lucretia aldrig ville blive ridehest igen. Fordi der også var tegn på, at Lucretia havde smerter uden for ridning, valgte vi i sommeren 2008 at aflive hende.
Når alt går i kage
Samme forår hvor Lucretia bliver opereret (2008), kæmper jeg med noget helt andet. Mens jeg håber på, at min hest bliver rask, har jeg gennem længere tid haft problemer med stærke smerter i mit knæ. Efter flere lægebesøg bliver jeg sendt til en MR-scanning. Den viser at lægerne under min første operation har overset et brud i mit knæ. Som resultat er bruddet vokset forkert sammen, da jeg er blevet sat for tidligt i gang med genoptræning. Jeg blev derfor opereret for anden gang i sommeren 2008.
Jeg var knust! Da jeg fik Lucretia i 2006 havde jeg et mål om at komme på junior landsholdet. Et mål der på det tidspunkt var meget realistisk. Men for hver måned jeg spildte på skader blev drømmen mere og mere usandsynlig.
Min hest var blevet aflivet og jeg humpede rundt på krykker. Beskeden fra lægerne var klar. Jeg ville aldrig kunne løbe normalt igen, og jeg var da tosset hvis jeg troede det var en god idé at ride igen. Normalt gør jeg alt hvad jeg kan for at modbevise folk. Hvis nogen fortæller mig, at der er noget jeg ikke kan, så gør jeg det! Men jeg var simpelthen i så dårligt humør! Jeg var skuffet, såret og ikke mindst skide sur på livet.
Efter Lucretia blev aflivet, blev jeg tilbudt at jeg kunne ride på min træners heste og tage dem til stævner, velvidende at jeg stadig var i genoptræning, og der ville gå flere måneder før jeg måtte sidde på en hest igen. Det blev et stort nej her fra.
Farvel til ridning for altid - næsten
Jeg skulle aldrig side på en hest igen! Ridning var et lukket kapitel for mig. Jeg skulle fokusere på min skole, videre på CBS og få mig en karrirere som jeg rent faktisk kunne tjene penge på uden at sætte livet på spil. Der gik halvandet år, hvor jeg ikke havde nogen lyst til at vende tilbage til ridning. Men samtidig må jeg indrømme, at når jeg kigger tilbage på den tid, så var jeg faktisk ikke glad for det!
I januar 2010 bliver jeg ringet op af min mor. Hun var blevet tilbudt at jeg kunne ride en springhest, kvit og frit. Og jeg sagde ja på stedet! På trods af at jeg efter et par måneder med denne hest havde en ny ulykke og brækkede skulderen (Seriøst… jeg er så uheldig!), så blev jeg bidt af ridningen igen!
Da lægerne i september 2010 giver ok for, at jeg igen må ride, kører vi til Jylland for at kigge efter hest. Og det var her, jeg blev forelsket i Tiësto. Jeg har haft kriser siden, men de har heldigvis mest omhandlet min lyst til at starte stævner. Jeg har på intet tidspunkt haft et behov for at stoppe helt med at ride eller sælge Tiësto. Og solgt bliver han helt sikkert aldrig! 🙂
Slut på del 2 (sidste del)
Jeg har valgt at dele denne deprimerende fortælling op i to dele, da den er meget lang. Jeg deler mine oplevelser, da jeg langt fra er den eneste der bliver påvirket af skader og andre ting der gør ridningen svær. Jeg håber, at i finder læsningen interessant. Det er i dag rigtig nemt at tale om, da der er gået en del år. Men på daværende tidspunkt var det en enormt svær tid, og der gik mange år, før jeg ville indrømme hvilken negativ effekt, det havde på mig personligt. Jeg har valgt at udelade nogle ting. Både for at det ikke bliver for personligt, men også for at holde længden nede. Men hvis i vil vide mere, er i meget velkommen til at spørge.
