I 2008 tog jeg en meget svær beslutning. Jeg ville ikke længere være rytter. Faktisk ville jeg slet ikke noget med heste. Da jeg var yngre kunne jeg overhovedet ikke forestille mig et liv uden heste, og i 2008 var det faktisk heller ikke nemt. Jeg havde kæmpet med en del i noget tid. Og vi skal et godt stykke tilbage for at finde starten på mit break-up med ridningen. Jeg har valgt at dele denne fortælling op i 2 dele, da det blev helt vildt langt.
Fra pony til hest
Vi skal helt tilbage til foråret 2006. Året starter faktisk rigtig godt. Selvom jeg har to hele år tilbage som ponyrytter (jeg blev 16 i 2007), så vælger mine forældre, at sælge ponyerne og købe en juniorhest. På det tidspunkt havde jeg allerede trænet lidt på min søsters hest Fan Gogh, så jeg var allerede godt forberedt til skiftet.
Det virkede som det helt rigtige tidspunkt at skifte. Og det var det faktisk også. Jeg havde haft stor succes på ponyerne med både DM og Baltic Cup deltagelse, så at sælge dem mens de var på toppen virkede ganske logisk. Udover det var jeg mentalt klar til at komme videre til hest. På trods af min alder, var jeg faktisk ved at afslutte 9. klasse. Samtidig var min ben begyndt at blive lidt lange, og mine forældre frygtede at jeg pludselig ville skyde i vejret (det skete i øvrigt aldrig).
I det tidligere forår fandt vi den skønneste junior hest. Lucretia var en 12-årig DV hoppe, som var taget ud af avlen, da de ikke kunne få hende i fol igen efter hendes første føl. Hun havde derfor ikke nogle nævneværdige resultater, udover nogle gode kåringsresultater.
Men wow hvor kunne hun springe som en drøm. Selvom hun var efter Lucky Light, så havde hun dressurblod på morens side, og havde også selv avlet et dressurføl. Det betød så bare, at hun samtidig kunne gå middelsvær dressur i søvne. What’s not to like?
Vi begynder ret hurtigt at starte stævner. Samtidig får jeg lov til at låne Fan Gogh (min søsters hest), så jeg kommer afsted til stævner med to heste. Og det går flyvende med dem begge! Lige ind til en weekend i april…
Et træls forår
Vi er taget til et klubstævne i lokalområdet, så jeg kan få noget mere erfaring med at ride hest. Fan Gogh bliver bange, mens jeg er ved at stige op på ham. Jeg hænger og dingler på siden, mens jeg forsøger at komme op på ryggen af ham, så jeg kan få ham beroliget. Han havde med stor sandsynlighed stoppet på et tidspunkt. Desværre beslutter en tilskuer til optrinnet at hive fat i tøjlen på Fan Gogh, og ellers bare hive til for at få ham til at stoppe. Vildt dårlig idé!
Jeg begynder egentlig at blive ret stresset. Og jeg husker ikke meget andet end min far der råber “Slip hesten!” gentagne gange. Da jeg ikke kan holde mig fast længere, beslutter jeg at hoppe af. Det gik på ingen måde godt. Jeg kan efterfølgende ikke støtte på mit venstre knæ, og derfra husker jeg mest bare mig der skriger af min mor. Rimelig meget i chok over hele situationen.
Jeg bliver kørt på skadestuen, hvor jeg efter sindssyg lang ventetid endelig får knæet undersøgt. Og der var på ingen måde gode nyheder. De kunne nemlig ikke finde ud af hvorfor det føltes som om mit knæ ikke helt hang sammen.
Operation og en lang sommer
Efter utallige undersøgelser besluttede lægerne, at jeg skulle gennemgå en operation. De vidste stadig ikke hvad der var problemet, men det ville de undersøge under operationen.
Jeg blev opereret i slutningen af juni, samme dag som jeg fik mit 9. klasses afgangsbevis. Det var ikke helt den bedste kombination, men en udskydelse var altså ikke en mulighed.
Jeg var heldig, at jeg allerede i efteråret kunne begynde at ride lidt. Dog var det begrænset hvor meget jeg kunne ride, og jeg måtte absolut ikke springe.
Jeg valgte i stedet at starte nogle dressurstævner. Det gik faktisk meget godt, og vi fik startet nogle LA’er. Mens jeg ventede på, at jeg igen måtte springe, var jeg begyndt i 1.g på Roskilde Handelsgymnasium. Og det var meget at balancere samtidig med en knæskade og en hest.
Slut på del 1
Jeg har valgt at dele denne deprimerende fortælling op i to dele, da den er meget lang. Jeg deler mine oplevelser, da jeg langt fra er den eneste der bliver påvirket af skader og andre ting der gør ridningen svær. Jeg håber, at i finder læsningen interessant. Det er i dag rigtig nemt at tale om, da der er gået en del år. Men på daværende tidspunkt var det en enormt svær tid, og der gik mange år, før jeg ville indrømme hvilken negativ effekt, det havde på mig personligt. Jeg har valgt at udelade nogle ting. Både for at det ikke bliver for personligt, men også for at holde længden nede. Men hvis i vil vide mere, er i meget velkommen til at spørge.